Branchedag 2015

Programmet til metalbranchedag er på plads

Der er både thrash, død, power rock og stoner på plakaten d. 5. september 2015, når MetalDanmark og Stengade slår dørene op for en dag i metallens tegn.

Det er er en bred palette af metal- og hard rock-genrer, der bliver præsenteret til MetalDanmark og Stengades store metalbranchedag d. 5. september 2015.

De fem bands, der skal spille på dagen er nu valgt, og det er Velociter, The Absent, Redwolves, Cor Vacante og Wolfram.

Velociter kommer fra Silkeborg og er et nyere thrash metalband med kvindelige vokal. Bandet sætter fokus på det hurtigere og smadrende uden at gå på kompromis med det tunge og det groovede.

Københavnske The Absent, der spiller melodisk død, blev dannet i 2009. Siden starten har der været en del udskiftninger i bandet, men nu er der et fast line up, der med usvigelig præcision leverer den brutale og tekniske musik.

Fra København kommer også power rock-bandet Redwolves, der nok er dannet i 2008, men spiller musik, der leder tankerne tilbage til 70’erne – dog tilsat et drys af den mere moderen skandinaviske rockscene. Bandet har sin helt egen stil med masser af catchy melodier og riffs samt en stærk vokal.

Cor Vacante kan kaldes for en esbjergensisk metal-supergrupper. Bandet består blandt andet af folk fra Frameless Scar, Inbreeding Rednecks og Kellermensch. De har slået pjalterne sammen og leverer groovy og tung dødsmetal, der trækker rødder til old school metal.

Wolfram er et fem mand stort Odenseband, der siden har 2010 har spillet deres egen tunge og hårde kombination af stonerrock, metal og 70’er syre. De er i færd med at indspille en EP, som lytterne forhåbentlig snart får glæde af i cyberspace.

De fem bands er udvalgt af en lyttegruppe bestående af Alexander Koldby (BlastBeast), Ken Thomsen (GFR) Kristian “Jeff” Højlund (Pumpehuset), Mikkel Wad Larsen (Beta & Helhorse) og Ria Rasmussen (Dedicated Booking). De har været på overarbejde og lyttet de indkomne ansøgninger igennem – for at finde frem til de fem navne, som vi med stolthed præsenterer d. 5. september 2015 på Stengade.

Hele festen bliver lukket og slukket med Aarhus-bandet I’ll Be Damned.

Når musikken er slut, og Stengade lukker, fortsætter festen på Escobar, der holder officielt afterparty.

Hent pressemeddelelsen


MetalDanmark og Spillestedet Stengade er stolte af at kunne præsentere dette års Lukke & Slukke band til MetalDanmarks Branchedag.

Aarhusianske I’ll Be Damned vil sige “tak for kampen – ses næste år” efter at de 5 udvalgte hardrock/metal bands har vist, hvad de kan på scenen.

Vi glæder os uhyggeligt meget til at byde hardrockerne fra Århus velkommen.


MetalDanmark S_stengade

Ny metalbranchedag søger bands

MetalDanmark, der kæmper for bedre vilkår på den danske metalscene, er klart med et nyt initiativ. Den 5. september 2015 slår de dørene op til en dag med masser af metal på Spillestedet Stengade i København. Fra 1. juni kan bands søge om at komme til at spille på dagen.

En ny metalbranchedag ser dagens lys, når MetalDanmark i samarbejde med Spillestedet Stengade i København den 5. september 2015 lukker op for en dag, der står i metallens navn. Formålet med dagen er at vise både den danske og internationale branche, hvad den danske metalscene kan, og derudover være med til at sætte fokus på nogle af de fremragende danske metalbands, der findes.

Der er plads til fem bands, og for at komme i betragtning til at spille, skal man sende sin EPK indeholdende musik, bandbeskrivelse og billede til MetalDanmark på metal@metaldanmark.dk.

Der åbnes op for ansøgninger den 1. juni, og der er deadline 1. juli.

Har du kun fysik materiale, så kan du møde os på Copenhell, hvor vi har en demo-dropbox. Du finder os sammen med DMF. Eller du kan sende det til MetalDanmark, C/O Musikparlamentet, Dybbølsgade 21, st. tv., 1721 København V.

Alle ansøgninger bliver gennemgået af en lyttegruppe, der så udvælger de fem bands, der får lov til at stå på scenen den 5. september.

– Vi mener, der er behov for at få mere fokus på alle de gode danske metalbands, vi har. Det er derfor, vi laver en branchedag, hvor en håndfuld af de bands kan få lov til at vise, hvad de kan over for et publikum, der blandt andet består af bookere, pladeselskabsfolk og andre fra både ind- og udland, der kan få udbredt den danske metalmusik, siger daglig leder af MetalDanmark, Anni Klitmøller og fortsætter:

– Men vi indbyder også erhvervslivet, da der er et stort potentiale i, at bands og virksomheder begynder at samarbejde. Vi skal vise, at metalscenen ikke er farlig, men derimod består af nogle hårdtarbejdende mennesker, der stort set er på turné hele tiden og derfor har en stor eksponeringsfaktor, siger daglig leder af MetalDanmark, Anni Klitmøller.